Centrum Floorball Club

Klubbens historie

Marginalisternes Idrætsforening - Centrum FC

-Historien om en hockeyklub
Forfattet af: Erik Heegaard

Etablering

Marginalisternes Idrætsklub (MIF) blev stiftet i forsommeren 1991. I forbindelse med en evaluering af faget udviklingsøkonomi på politstudiet i tidligere skatteminister Carsten Koch's kollektiv, blev det for meget for fire raske unge mænd, da der skulle vises lysbilleder fra et studiebesøg i Uganda. De søgte mod fællesrummet, hvor der blev fundet nogle stave frem. Tilsat en bold og et par unge politstuderende gik det ud over stepperne.

Første formand i klubben blev Kenn Skau, som på myndig vis administrerede medlemslisten, inklusiv en venteliste. De fleste medlemmer var enten politstuderende eller venner af formanden. Klubbens vedtægter blev udarbejdet af formanden efter lån fra en aerobic-klub, som man i øvrigt i et par år uden held forsøgte at gøre til klubbens chearleaders.

Navnet Marginalisterne var inspireret af politstudiets lyksagligheder. Klubben fik eget brevpapir med logo. Navn og brevpapir var mest for sjov, men afstedkom en del forvirring udenfor klubben. Navnlig var der ofte tale om store udtalevanskeligheder blandt spillere fra andre klubber, for slet ikke at tale om forståelsesmæssige vanskeligheder. Der blev skrevet vedtægter med en række formålsparagraffer, som omhandlede noget med socialt samvær gennem idræt. Det var nok til at få stillet lokaler gratis til rådighed af Københavns Kommune.

Den første tid

Klubbens første hal var en relativt lille gymnastiksal beliggende på Rådmandsgade Skole på Nørrebro. Der blev efter hård opkrævning af medlemsbidrag indkøbt et sæt stave som var lidt for korte - 6 røde og 6 gule - præcis som vi kendte dem fra skole og gymnasietiden. Når spillerne gik på banen stod de og bukkede bladet med fødderne, efter behov, hvis man da ikke lige byttede med en der var højre eller venstrehåndet som en selv. Det tog hårdt på udstyret. Bolde var konstant en mangelvare, da indkøb gik på skift mellem bestyrelsens medlemmer.

Efter et par år blev der indkøbt nye stave, der havde voksenlængde, og var henholdsvis lysegrønne og mørkegrønne i bladet. Vi kunne godt se, at hvis vi skulle tage det næste skridt måtte vi organisere os bedre både mht. træningsmængde og indhold, halfaciliteter og spillerudstyr. Fra sæsonen 1996 blev det nu et personligt ansvar selv at indkøbe sin egen stav, hvilket vedblev at være en overraskelse hver træningsaften for en række af klubbens mindre dedikerede medlemmer. Samtidig blev der indkøbt en sæk med 100 bolde der holdt i et stykke tid.

Tidlig turneringsstruktur

I perioden fra 1992-1998 blev klubben inviteret til forskellige træningskampe, grand prix-stævner og årets julestævne i den gamle Valbyhal var et fast indslag, som bragte det bedste op i spillerne.

Træningskampe blev arrangeret med ujævne mellemrum. Det var eksempelvis mod Holmen (Søværnet) eller Solrød, samt nogle af de andre turneringshold. Amatørelementet fik nogle gange overhånd, som når holdet måtte varme op uden stave fordi ham der havde bil og dermed posen med alle stavene kom for sent.

Holdet spillede altid helt i sort - sorte strømper, t-shirts og shorts. Forskellige nuancer af grå og mørkeblå sneg sig også ind, og det skete ofte at den fungerende formand måtte tage en stak sorte t-shirts med fordi erfaringen viste at mange medlemmer ofte selv glemte en passende trøje. Efter nogle år fik vi dog vanskeligheder med uniformen fordi den blev forvekslet med dommernes!

I foråret 1998 fik klubben sin første rigtige spillerdragt - hvide trøjer og sorte shorts, med tal på! Sidstnævnte var sponsoreret af InterSport Odense, som havde fået en lille reklame på. Igen gav det forvirring blandt modstanderne - hvorfor kom vi helt fra Odense? (I 2006 spillede klubbens 2. hold og fodboldhold stadig med selvsamme trøjer).

Julestævnet løb over en weekend med 6-8 kampe ofte med 2-3 perioder af ca. 15 minutters varighed. Det var hårdt for bentøjet, navnlig da klubben aldrig varmede systematisk op - man løb sig varm i løbet af de første par skift. Centrum (Marginalisterne) blev ofte inviteret med på afbud eller ved en tilfældighed.

De etablerede klubber stillede med meget skarpe hold, som dog ofte fik sig noget af en overraskelse, grundet Marginalisterne/Centrums meget uortodokse stil. Hvor andre hold gerne havde en svensk træner der stod og skreg på sidelinjen var Marginalisterne et stort kollektiv - et til tider tømmermandsplaget hold uden træner, anfører eller holdleder. Det var næsten umuligt at finde en frivllig i klubben til at stå i mål, hvorfor målmand i nogle tilfælde til de enkelte kampe blev hentet udefra.

Andre hold trænede tydeligvis spilsystemer i stedet for blot at lege med bolden på bedste vis. Når andre modstanderne fik bolden byggede de møjsommeligt op fra egen banehalvdel, med krydsløb for at forvirre fjenden, skjulte afleveringer bag ryggen og faste aftaler om hvem og hvordan der skulle afsluttes. Morten Erichsen blev på et tidspunkt tvunget til at deltage i et kursus med træningsøvelser, men det fik ikke indflydelse på spillet. Marginalisterne spillede mere som et klassisk engelsk fodboldhold. Ved bolderobring blev bolden konsekvent ført direkte frem ad banen og inden for 5-10 sekunder blev der forsøgt enten en målgivende pasning eller et skud på mål. Der var gerne uenighed om, hvem der skulle spille backs, fordi alle gerne ville i angrebet. Det var en stil som overrumplede mange modstandere og holdet var formentlig et af landets bedste hold i 90'erne i kontra-fasen. Der blev scoret et hav af mål på en hurtig contra med en god lang flad målgivende aflevering ind i feltet eller et tungt langskud. Først langt op i 90'erne fik holdet indarbejdet en rutine om at spille ned til backen og eventuelt om bag målet til modsidige back - og da kun hvis man virkelig var bremset i sit fremadrettede spil.

En af klubbens bedste kampe var mod et af tidens tophold Københavns Hockeyklub (blot kaldet KH), som havde vundet alle kampe i juleturneringen 1995 forud for mødet med Marginalisterne om søndagen. Det skal bemærkes at Marginalisterne på det tidspunkt havde haft meget svingende resultater og langt fra spillet overbevisende i alle kampe. Men holdet havde en klar tendens i retning af at yde det bedste mod gode modstandere, som søgte at skabe kampen. I ren og skær hovmod undlod KH at stille med en målmand, hvilket de hurtigt skulle fortryde. I løbet af første periode kom de bagud 0-7 bl.a. takket være klubbens største boldbegavelse igennem tiderne Anders Engberg, som scorede hver gang han rørte bolden. Holdet viste en sjælden organisatorisk sans, hvorunder fire markspillere forsvarede sig med næb og klør, og efter bolderobring blev bolden omgående sendt op til den enlige frontløber der ikke havde nogen målmand at udplacere men blot en markspiller på hastigt returløb. Alt for sent indså KH fejltagelsen, satte en målmand ind, men fik aldrig indhentet forspringet.

Nogle år førte holdet turneringen ved pausen lørdag aften, men samlet set nåede vi aldrig helt til tops.

Grand Prix stævner. Disse stævner var for hold som ikke indgik i den officielle turnering, som på det tidspunkt kun dækkede 1. og 2. division uden parallelle serier. Holdet deltog i Grand Prix-stævner i to sæsoner, 1996-97 og 1997-98. De foregik 3-4 weekender i Jægerspris hvor 5-6 hold mødtes indbyrdes i let forkortede kampe, typisk 2 perioder á 20 minutter.

Resultaterne blev samlet fra gang til gang og Centrum, som vi nu officielt hed, klarede sig rigtig godt og vandt turneringen. Vi havde nogle drabelige kampe med de store brød fra Søværnet og god fight med den hedengangne klub Stuckert. Fra sidstnævnte overtog vi klubbens bedste back Michael Mouritzen, som var en stor gevinst for klubben. Det gav et virkeligt godt sammenhold blandt spillerne og Centrum fik smag for en mere seriøs tilgang til spillet. I 1997 blev to af spillerne også sendt på trænerkursus for første gang - arrangeret af Dansk Floorball Union (DaFU). Da meget af det bestod af almindelig human fysiologi og snik-snak var det ikke noget der imponerede lægerne på holdet.

Danmarksturneringen

Første egentlige gennemgående turnering blev iværksat i sæsonen 1994-95. Det var en turnering for klubber der ikke deltog i Elitedivisionen og derfor meget blandet. Efter hårdt pres fra DaFU måtte klubben tage et andet officielt navn - Centrum FC. Det var lige ved at blive underkendt, idet reglerne foreskrev at der skulle være en stedangivelse indlejret i navnet. Men da vi på daværende tidspunkt var den mest centrale klub i byen bøjede unionen sig til sidst, om end man jo kan diskutere hvilken by der er tale om.

I årene forinden havde en anden lille klub med stor dygtighed markeret sig i Elitedivisionen - de hed slet og ret Neckties - uvist hvorfor, men da DaFU ikke havde dikteret navneforandring for Neckties (måske fordi de klarede sig flot, eller måske fordi de kort tid efter opløstes og spillerne spredtes til de større klubber) hørte vi ikke mere for navnet Centrum FC. Efter 1995 gik der et par år uden deltagelse i gennemgående turneringer. Fra 1998 deltog klubben fast i Danmarksturneringen og blev indlemmet i 2. division. Turneringen blev omstruktureret mange gange, og Centrum var i både opryknings- og nedrykningskampe. Ofte blev de uden betydning fordi der til næste sæson blev ændret på turneringen, med nye parallelle serier indenfor hver enkelt division eksempelvis.

Et problem var i øvrigt, at man til flere kampe skulle stille med dommer, hvilket klubben egentlig ikke var i stand til, hvorfor en dommer måtte købes udefra.

Centrum FC har haft et anstrengt forhold til en række af de klubber, som vi har delt turnering med i flere sæsoner. Vallensbæk var et teknisk dygtigt hold, som vi i flere sæsoner havde mange gode, spændende og intense opgør med. Herlufsholm (HG) havde vi vanskeligt ved at spille imod, måske fordi de var lige så uortodokse som Centrum selv. Centrum vandt dog altid både ude og hjemme mod HG, men ofte var det ikke kønt.

Firkantens Boldklub kom lige pludselig ind i turneringen 1999-2000. I det første år vandt vi begge kampe komfortabelt, men derefter blev det vanskeligere. Firkanten blev en meget stor klub med større bredde, flere hold og mere seriøsitet ved træningen. De var imidlertid også kendetegnet ved en meget beskidt (professionel) spillestil, og husede nogle meget ubehagelige spillerpersonligheder. Deres anfører/træner foregik heller ikke med et godt eksempel, hvorfor det blev en klub hvor der var mere end blot point involveret.

En af Centrums bedste kampe var mod netop Firkanten i 2001 hvor Centrum stillede til start med blot 6 markspillere. Erik Heegaard stillede bander op alene, idet resten af Centrum først indfandt sig kort før kampstart. Firkanten løb og varmede op i mere end en ½ time uden at hjælpe med en eneste bande. Centrum gik i pindsvineformation og forblev afventende på egen banehalvdel. Det blev så kompakt og tilpas frustrerende for Firkanten, at vi endnu en gang havde held med vores kontra, herunder det afsluttende mål til 5-3 scoret i vores undertal.

Jægerpris Underducks har Centrum også haft mange hårde og gode kampe med. En klub som blev større og bedre end os, måske fordi byen ikke har så meget andet at byde på i fritiden? Vi oplevede bl.a. under et Grand Prix stævne at spille mod et mixed hold, hvor de havde tre kæder med henholdsvis elitespillere, juniorspillere og damespillere!

Hvert eneste år har budt på både positive og negative overraskelser i turneringen. Nogle gange var de berømte marginaler ikke på Centrums side, andre gange kunne man gå fra banen og være stolt og forbløffet over kollektivets sejr mod modstandere der reelt var meget bedre. I sæsonen 2002-2003 spillede klubben sig endelig op i 1. division.

Spillere

Klubben har siden 1991 haft mange spillere - rigtig mange. I de første år, hvor der var 20 medlemmer og et utal på venteliste var der ofte omkring 20 spillere til træning. Da salen på Rådmandsgade Skole var med ribber og relativt lille delte vi ofte hold med 3-4 spillere på hver, og altså til tider 4-5 hold, hvorfor der var en del ventetid. Til gengæld var der ikke noget med opvarmning eller træningspas. Spillerne blev ofte fordelt ved at man stillede sig op på en lang række og fik numre fra eksempelvis 1 til 4 hvorefter holdende var delt. Fantasien kendte dog ingen grænser og alle kombinationer af tykke og tynde, rødhårede mod blonde osv. blev afprøvet. En af de mest skæve fordelinger var, da der skulle deles to hold - dem med hår på brystet mod dem uden hår på brystet. Sidstnævnte vandt suverænt!

Klubben har flere gange været tæt på at lukke, nok værst i perioden 1994-96, bl.a. pga. lavt medlemstal og ringe træningsfaciliteter. Skismaet stod mellem at hygge sig med den gamle stamme, som blev mindre og mindre pga. jobs og strenge kærester, eller at eftersøge nye medlemmer. Det sidste var vanskeligt, men ad flere omgange fik klubben gode forstærkninger - ofte ganske tilfældigt. Et eksempel var tilgangen af 3-4 spillere fra Firkantens Boldklub i begyndelsen af det nye årtusind. De var et godt eksempel på ånden i Centrum. Nok havde man sportslige ambitioner, men spillerne var ikke længere 18-25 år med tid til træning flere gange om ugen modsat mange af de øvrige klubber.

Efter at polit'erne havde domineret medlemslisten i de første år blev der mod slutningen af 90'erne efterhånden en overvægt af læger - samt enkelte svenske medicinstuderende. Det gav anledning til rene kæder med læger - kaldet Læger Uden Udskiftning (alternativt Læger Uden Grænser)!

Der viste sig i øvrigt en klar tendens blandt polit'erne: Ved første job, kone eller barn blev hockey for stor en mundfuld. Nogle af ikke-polit'erne spillede i 1. division med både kone, flere jobs og 2-3 børn.

En ganske subjektiv angivelse af nøglespillere:

Anders Engberg (medlem 1991-1997, 2001-2002) en gudsbenådet boldekvilibrist. Har vist aldrig afsluttet mere end 4-5 meter fra kassen, men ikke desto mindre med utallige kasser på samvittigheden - meget gerne sat ind med ryggen til mål, mellem benene på modstanderen eller fra umulige vinkler.

Kenn Skau (medlem 1991-1999), stifter, første formand, en bundsolid all-round spiller på en almindelig dag og mere end det på en god. Var mr. Klub indtil et udenlandsstudieophold bevirkede et formandsskifte, hvorefter lægerne satte sig på magten.

Niels Wagner (medlem 1991-2004) - Manden (backen) med leen. Centrums svar på Jan Heintze, spiller fortsat med fuld skrue, men nu på et lavere niveau.

Michael Mouritzen (medlem 1997-2005) - ekstremt boldsikker back, med et drøn af et langskud. Sikker og meget konstruktiv i opspillet. Serverede utallige assists over en halv-banelængde. I de sidste år i klubben blev Michael flere gange rykket op i angrebet med en del mål til følge. Flyttede fra København og Centrum til Nykøbing Bears, som han var med til at spille i 2. division i hans første sæson.

Thomas Færch (medlem 1997-2003, sprang over til fjenden Vallensbæk) - en langlemmet, hurtig centerspiller med stor fremdrift og boldfornemmelse. En dreng i en voksen mands krop - var kortvarigt både træner og formand.

Erik Heegaard (medlem 1992-2003) - i en dekade klubbens grå eminence udenfor banen, og skarpretter på banen med topscorerværdighed i flere år. Rekord i point på en sæson (49) og i en enkelt kamp (9 mål og 2 assists). Med mere end 100 kampe i træk med pointhøst (mål/assists) også klubbens all-time top-scorer.

Hans Ulrik Nielsen (medlem 1996-2004) - fast medlem af trioen Læger Uden Udskiftning. Måske nok afhængig af assists, men med en modsvarende uhyggelig høj scoringsprocent på trækskud i medløb på venstrefløjen. Sikre aftalte løbemønstre der gjorde det taknemmeligt at assistere ham.

Morten Erichsen (medlem 1991-2002) - klubbens første egentlige back, ofrede sig gerne frivilligt som målmand - trods klein i statur - og den første som forsøgte at tænkte lidt taktik ind i klubbens spil.

Lars Rich (medlem 1991-2002) - gav navn til en specialitet der bestod i at trække bolden fremad ved face-off, afdrible et par modstandere for så at afslutte mod mål. Eminent teknik og hurtig trods korte ben.

Formænd:

Spillesteder

Kuriositeter

Klubben opstod jo før internettets og mobilens udbredelse. Det betød at man i perioder med lavt medlemstal eller mod slutningen af sæsonen i april-maj som formand brugte en stor del af sin tirsdag eftermiddag/tidlig aften på at tale i telefon med medlemmer som ville høre "om vi er nok til at spille i aften?". Tja, hvis nu alle kom så er vi vel!

I perioden med klubstave var der i perioder også klubshampoo i tasken - et gode som blev efterlyst med jævne mellemrum i mange år efter indførslen af personlige stave.

Da vi trænede på Jagtvejens Skole var pedellen noget ustabil (læs: sponsoreret af diverse bryggerier). Det betød at man nogle gange måtte lede efter ham overalt på skolen, idet han havde nøglen til hallen. Når man endelig fandt ham og sagde at man havde prøvet at bippe ham, kiggede han undrende på sin hyler og kastede den over på Assistens Kirkegården.

En gang lykkedes det ikke at lokalisere ham, hvorefter et af medlemmerne (Hans Ulrik) blev løftet ind igennem et vindue der stod på klem og i mørke fandt frem til døren indefra og lukket alle andre ind. Til sidst fik vi lokket en ekstranøgle ud af pedellen.

En overgang var der i øvrigt fem medlemmer der hed Thomas og det blev seriøst overvejet om klubben skulle forsøge sig med en navneændring til Thomas FC!

Tirsdagstræningen blev i årevis afsluttet på Klovnen, et nærliggende værtshus med billige øl - der var stuvende fuldt første tirsdag i måneden og gabende tomt de øvrige træningsaftener - en rigtig Nørrebro-arbejderbeverding. Efterhånden som folk blev kandidater og fik jobs ebbede de sene hverdagsseancer ud. I stedet startede der arrangementer på Park lørdag efter træning med brunch og hyldeblomstdrik!

 

Hovedmenu